Det vigtigste råmateriale til fremstilling af Carlsberg øl er den gode danske vårbyg. Når byggen ankommer til malteriet, bliver den vejet og kvaliteten kontrolleret. Derefter tørres, renses og sorteres byggen og fyldes i store beholdere – de såkaldte støbekar – hvor byggen udblødes i vand i ca. 24 timer.

 

Den våde byg pumpes til spirekasserne, hvor den ligger til spiring 5-7 dage. Nu kaldes byggen grønmalt. Under spiringen dannes de enzymer, som er helt afgørende for den senere brygproces.

 

Efter spiringsperiodens udløb sendes grønmalten til køllerne (tørreanlæg), hvor den tørres ved gennemblæsning af varm luft. Den færdige malt får under tørringsprocessen den aroma og farve, der bestemmer det fremtidige brygs karakter. Efter tørringen fjernes spirerne, og malten afkøles og oplagres i maltsiloer.

Videre til trin 2 - Brygning - klik her