Humle 

Humleplanterne er hjemmehørende i de tempererede zoner på den nordlige halvkugle og dyrkes mellem den 30. og 50. nordlige eller sydlige breddegrad på verdensplan. Humle er en flerårig, hurtigt voksende plante – 6-8 meter på mindre end 8 uger, har man registreret. Humlen er særkønnet, det vil sige at han- og hunblomsterne bæres på særskilte planter. Under ideelle forhold frembringer hver humleranke op til 0,9 kg humlekopper per år. Humlekopperne er hunplantens tørrede frugter.

Humlen tilhører Cannabinaceae plantefamilien, hvis to andre medlemmer er hamp og cannabis. Der er kun tre kendte arter af humle: Humulus Lupulus, Humulus Japonicus og Humulus Yunnanensis.

Humulus Lupulus er den eneste art, som indeholder store mængder af harpiks og olier, der er nødvendige for ølfremstillingen.

Humlekoppen består af en midterstængel, som kaldes en humlespindel (Strig). Forbladene (Bracteole) indeholder de harpiksproducerende kirtler (Lupulin gland), som er beskyttet af dækbladene (Bract). I bunden af hvert forblad findes frøene (hvis der er nogen) og lupulin kirtlerne. Lupulin kirtlerne er bittesmå og gule, fyldt med den harpiks, der indeholder alfa og beta syrer samt humle olier, som er interessante for brygmesteren.

Humle er øllets krydderi; den giver ikke blot den bitre smag og humleagtige aroma, men har også indvirkning på skumdannelsen. Bittersmagen afbalancerer på en elegant måde den sødme, der kommer fra malten. Humlen forøger øllets stabilitet, og kan give det en længere holdbarhedsperiode.

Humle bliver f.eks. importeret fra Tyskland, USA, Den Tjekkiske Republik og Storbritannien samt Nordirland. Humlen er for øl, hvad druerne er for vin; ved at vælge en bestemt sort eller en blanding af humle varianter kan brygmesteren bestemme den ønskede aroma – f.eks. fyrrenåle, hyldeblomst, passionsfrugt eller grapefrugt – og den ønskede type bitterhed. Ved at vælge en bestemt humle sort styrer brygmesteren også, hvordan bitterheden fremstår (behersket besk, skarp, metallisk, afrundet, langvarig/hængende), og hvordan den føles på tungen.

Humlekopper kan fremstilles som "pellets" (piller) og ekstrakt afhængigt af bryggerens behov og holdninger. Humlen kan tilsættes på forskellige stadier af brygprocessen for at bibringe en stærkere eller svagere bitter aroma. Der er mange forskellige humletyper med hver sit særpræg.

Nogle af de hyppigst anvendte humlesorter er: 

Hallertauer Mittelfrüh – mild tysk aromatisk humle, især anvendt til klassiske pilsnere og lagerøl

Perle – tysk almindelig humle med et middel indhold af alfa syrer

Saaz – klassisk tjekkisk aromatisk humle – en af de ældste og dyreste aroma humle typer

Cascade – amerikansk aroma humle som bl.a. giver øllet aromaer af hyldeblomst og citrus

Fuggles – en af de ældste engelske sorter som fortrinsvis bidrager med en fortrinlig frugtagtig og humleagtig aroma

Hallertauer Magnum – typisk tysk bitter humle

For yderligere oplysninger om flere humle sorter se denne side: www.hopsteiner.com og om humle aromaer: www.brewsupplies.com

Afsluttende bemærkninger: 

I hvilken grad humlen dominerer øllets aroma er f.eks. afhængigt af øltypen, maltens sammensætning, vandets sammensætning, brugen af humle og hvornår den tilsættes samt hvilken gærstamme, der anvendes.

Når man sammenligner undergærede og overgærede øltyper, og i hvilken grad ingredienserne og gærstammen dominerer øllets endelige aroma, er der nogle tommelfingerregler, jeg, med visse forbehold, gerne vil give: 

Illustrationer og dele af teksten er fra Hopsteiner (S.S. Steiner Inc.)