Jacobsen Brewhouse & Bar ligger smukt på første sal i Gamle Carlsbergs renoverede lagerbygning fra 1878, og er en integreret del af Husbryggeriet Jacobsen. Tidligt på dagen brygges der øl i de 3 kobberkedler, og den karakteristiske duft af malt og urt breder sig i hele baren. Fra baren er det også muligt at følge arbejdet i aftapningsområdet, som ligger i stueetagen under baren. Her tappes øl på flasker eller fustager, inden det pakkes og sendes ud til vores forbrugere.

Den 18 meter lange kobberbelagte bar dominerer det klassiske interieur, og vores professionelle og hjælpsomme bartendere guider meget gerne vores gæster, når der skal vælges øl fra det store sortiment. Der kan desuden også findes inspiration til at vælge øl i duftrummet, som er en del af barområdet.

I Jacobsen Brewhouse & Bar samt i gårdcaféen (dog kun om sommeren) serverer vi frokostretter, der alle er tilberedt med øllet som omdrejningspunkt. Med fokus på renheden og friskheden fra de nordiske afgrøder serverer vi let, lækker og moderne mad, der er enkel at tilberede og nem at nyde.

Bemærk: Køkkenet lukker kl. 16.00, og 'last call' i baren er kl. ca. 17.00.