14/03/2011 11:30 

Kom til reception og ølsmagning, når verdens største ølsamling runder 20.000 stk.

Tirsdag d. 22. marts runder verdens største ølsamling 20.000 uåbnede ølflasker, når den første Grøn Tuborg fra Carlsbergs nye bryggeri i Indien er tappet og nået til Danmark. I den forbindelse opdateres samlingen, bl.a. med et par andre nye flasker, som begge har en spøjs historie. Det hele sker kl. 12.00 d. 22. marts.

I samme anledning afholder Visit Carlsberg en lille reception for gæster og øl-entusiaster. Det hele kombineres med en helt unik ølsmagning. Her vil der være mulighed for at smage på nogle af de gamle øl fra samlingen. Bl.a. Carlsbergs over 40 år gamle Påskebryg (et bryg fra 1966) og Peking Porter (brygget i 1968). Det er en helt unik mulighed for øl-entusiaster for at smage øl, der ikke lige findes på hylden i supermarkedet.

Ølsamlingen står midt i J.C. Jacobsens oprindelige Gamle Carlsberg Bryggeri fra 1847. I samlingen findes alt fra Grøn Tuborg og Carlsberg Hof til langt mere kuriøse bryg fra fjerne lande og svundne tider. Til sammen udgør de et fascinerende vue af smukke flasker og farvestrålende etiketter på rad og række, som på smukkeste vis illustrerer Danmarks stærke kærlighed til 'den gyldne drik'.

Entré til Visit Carlsberg koster 65 kroner (for én voksen, inkl. to øl/vand), hvilket samtidig giver adgang til flaskesamlingen og receptionen. Læs mere her...