
I dagene 9. – 18. september vil København danne rammen om en lang række arrangementer og aktiviteter, der viser troens mange ansigter og filosofiske facetter. Det sker i forbindelse med årets Golden Days festival.
Visit Carlsberg er med i form af fire spændende arrangementer, der på hver sine måde giver deltagerne en enestående chance for at komme ind bag facaden på verdens fjerde største bryggeri.
- Magtens korridorer – 11. september
Særomvisning i Carlsbergs ellers så lukkede bestyrelseslokaler med fortællinger om firmahemmeligheder, industrispionage og tidernes skiftende ledelsesfilosofi.
- Cykeltur: På sporet af fremtiden – 12. september
Carlsberg inviterer på en sjælden cykeltur rundt i det København, som den fremskridtsorienterede brygger J.C. Jacobsen skabte fra midten af 1800-tallet. Maria Fabricius Hansen, der er medlem af direktionen for Ny Carlsbergfondet, giver de første ord med på vejen, når turen går fra Ny Carlsbergfondet til Carlsbergfondet, fra Botanisk Have til Jesuskirken og afsluttes med forfriskninger i bryggerens hjem.
- Kunst på Carlsberg – 13. september
Professor Carsten Thau guider rundt til Carlsbergs store kunstværker og fortæller om tankerne bag de snørklede bygninger. Galleri Nicolai Wallner afslutter arrangementet med en omvisning i den nyeste samtidskunst.
- Isam B og Jonas P i industriens katedral – 17. september
Isam B og Jonas H. Petersen (Hymns from Nineveh) sætter hinanden i musikalsk stævne i Carlsbergs højloftede Bryghuskatedral. Med hver sin religiøse baggrund og fælles inspiration fra danske digtere og forfattere mødes de to for første gang til en unik fælleskoncert.
Læs meget mere om Golden Days hjemmeside og se hele programmet her…