03/06/2011 08:45 

Den 2. september 2011 er det 200-årsdagen for brygger J.C. Jacobsens fødsel, og det bliver markeret af den samlede ‘Carlsberg-familie’.

Fra maj og frem vil Carlsbergfondet, Frederiksborgmuseet, Ny Carlsbergfondet, Ny Carlsberg Glyptotek, Carlsbergs Mindelegat og Carlsberg Group gennemføre en bred vifte af aktiviteter inden for de områder, som J.C. Jacobsen satte sit markante præg på: Carlsberg som virksomhed, videnskab, kunst og kultur.

Programmet vil løbende blive opdateret med nye aktiviteter og tilbud. Og alle sejl bliver sat til for at markere J.C. Jacobsen, der er Europas store brygger.

I 1847 lægger han fundamentet til Carlsberg, som i dag er verdens fjerdestørste bryggerigruppe med i alt 41.000 ansatte. Med en altid brændende passion fører han bryggerhåndværket ind i den industrielle tidsalder. I 1875 grundlægger han Carlsberg Laboratorium, og satsningen på naturvidenskaben og især udviklingen af rendyrket gær skaber revolutionerende resultater for ølbrygningen i hele Europa.

Nyt logo for frejringen af J.C. Jacobsen i 2011J.C. Jacobsens engagement som samfundsborger og generøse støtte til kultur og videnskab får J.C.s og Carlsbergs betydning til at række langt ud over fabriksgrunden i Valby. Han er med til at finansiere genskabelsen af Frederiksborg Slot, da det brænder i 1859, og han etablerer det Nationalhistoriske Museum. Han har i øvrigt sat sin signatur på en lang række andre af datidens storladne projekter som f.eks. opførelsen af væksthuset i Botanisk Have i København.

I 1875 grundlægger han Carlsbergfondet, som han siden testamenterer sit livsværk, Carlsberg, til. Carlsbergfondet er i dag den bestemmende ejer af Carlsberg Group. Ny Carlsbergfondet, Frederiksborgmuseet og Carlsberg Laboratorium hører under fondet. Ny Carlsberg Glyptotek blev indviet i 1897 som en gave til København, skænket af J.C. Jacobsens søn, Carl Jacobsen.