I forbindelse med Danmarks Indsamlingen 2011, udstiller Bruun Rasmussen og Visit Carlsberg de værker, der bortaktioneres som del af indsamlingen.
Fra onsdag den 26. januar til fredag den 28. januar vil der i tidsrummet kl. 15.00-18.00 være mulighed for at se de værker, der under Danmarks Indsamlingen 2011 bortauktioneres af Auktionshuset Bruun Rasmussen. Der er tale om kunstværker fra flere af Danmarks største nutidskunstnere. Udstillingen er i Visit Carlsbergs smukke Carlsberg Museum, og der er gratis entré.
Kunsttur
Visit Carlsberg tilbyder desuden en helt særlig guidet kunsttur den 26. januar i tidsrummet kl. 14.30-16.00. Her vil en ekspert i dansk samtidskunst fra Bruun Rasmussen fortælle om alle de udstillede værker.
Efterfølgende viser en guide fra Visit Carlsberg rundt i Carlsberg Museum, som blev bygget af Carl Jacobsen, søn af Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsen, til at rumme den særdeles kunstinteresserede bryggersøns kolossale kunstsamling.
Turen tager halvanden time og afsluttes med et besøg i det historiske Ny Carlsberg Bryghus. Prisen er 100 kroner, som går ubeskåret til Danmarks Indsamlingen 2011.
Frokost og Kunsttur
Visit Carlsberg tilbyder desuden mulighed for at forlænge den guidede tur med en frokost i Carlsberg Museums smukke omgivelser.
Den særlige frokost består af otte delikate retter, som er en variation af sæsonens råvarer. Dertil serveres langtidshævet brød fra eget bageri, friskrørt hjemmelavet økologisk smør samt naturligvis øl eller vand.
Prisen for både frokost og guidet rundtur er 300 kroner, hvoraf 100 kroner går til Danmarks Indsamlingen 2011.
Frokosten serveres den 26. januar kl. 13.30-14.30.
Bestilling af guidede ture og frokoster skal ske på mail: booking@carlsberg.dk - Emne: "Kunsttur" eller "Frokost og Kunsttur".
Bemærk: Der er begrænset pladser, og sidste tilmeldingsfrist er tirsdag 25. januar kl. 12.00.